FNAT
Fnat er en ufarlig infektion i huden, som skyldes fnatmider. Fnatmiden bor i huden, hvor den graver gange og lægger æg. Æggene klækkes til larver efter nogle dage. Larverne kravler op på overfladen af huden, hvor de modnes til voksne mider, der kan smitte andre. Alle kan få fnat – både børn og voksne. Fnat ses typisk mellem fingrene og omkring håndleddet, men ses også andre steder på kroppen.
Fnat klør voldsomt – værst om natten. Kløen starter 2-6 uger efter man er blevet smittet. Hos tidligere smittede, kan kløen komme allerede efter få dage.
Fnat smitter ved tæt kropskontakt og kan i sjældne tilfælde smitte gennem fx tøj, sengetøj, håndklæder, sko, hovedtelefoner eller stofmøbler. Skole og institutioner bør altid orienteres om smitten.
Det er vigtigt at hele husstanden og andre, der indenfor de seneste to måneder har haft tæt kropskontakt med den smittede, bliver behandlet samtidig – også selvom de ikke har symptomer på fnat.
Kløe kan vedvare i op til 4-6 uger efter vellykket behandling. Kontakt lægen hvis nye elementer opstår.
Rengøring af hjemmet er vigtigt!
Efter behandling tages rent tøj på, sengetøj og håndklæder skiftes med brug af handsker.
Sengetøj, håndklæder og tøj skal vaskes ved 60 grader.
Puder og dyner skal vaskes ved 60 grader eller lægges i plastpose i 7 dage.
Tøj brugt indenfor de sidste 7 dage, tøjdyr og lignende vaskes ved 60 grader
Såfremt tøjet ikke kan vaskes ved 60 grader, bør det henstå urørt (fx i en plasticpose) i 7 døgn
Møbler, bilsæder og gulvtæpper støvsuges grundigt.
Det er en god ide at klippe negle korte.
Det er usikkert, hvor hurtigt fnatmider dør i almindelige frysere. Frysning af genstande, tøj og sko er derfor forbundet med en vis usikkerhed.
Miden vil dø efter 4 døgn uden kontakt med hud.
Når hele husstanden skal behandles, er det vigtigt at koordinere behandlingen, således at alle behandles samtidigt, og at miljøtiltag gøres samtidig med, at behandlingen gennemføres.
Film om fnat
Du kan finde filmen: ”Hvad er fnat - og hvordan behandler du det?” Fra Gentofte Sygehus på YouTube eller ved at scanne QR-koden på dette link: https://www.gentoftehospital.
Behandling med NIX Creme:
Huden skal være ren, tør og afkølet, før behandling indledes.
Cremen påsmøres kroppen og ekstremiteterne fra kæberanden og nedefter i et tyndt lag. Cremen indgnides omhyggeligt, især ved fingre, tæer, under arme, i navle og genitalregionen.
En tube rækker til behandling af en voksen person.
Cremen skal blive siddende i 8-12 timer, hvorefter den vaskes af med varmt vand og sæbe, og patienten tager rent tøj på.
Behandlingen gennemføres bedst om aftenen med afvaskning næste morgen.
Behandlingen kan gentages, dog tidligst efter 1 uge.
Ved behandling af børn < 3 år skal ansigt og hårbund også behandles (partiet omkring øjne og mund dog undtaget).
Behandling med svovlvaseline:
Svovlvaselin 10% påsmøres dagligt i 3 dage fra kæberand og ned.
Børn < 2 år skal også behandles i ansigtet og hårbunden. Kan anvendes under graviditet og amning.
Når cremen har virket i 24 timer, bør du tage et bad, inden du smører med svovlvaseline igen.
Cremen skal smøres fra kæberand og nedefter, med mindre andet er ordineret.
For at opnå god effekt af behandlingen skal du smører grundigt, herunder særligt områderne mellem fingre og tæer, under den frie neglekant, omkring håndled, i armhuler, i navle, på de ydre kønsdele, bryster, baller samt omkring endetarmsåbning. Områderne omkring øjne og mund bør undgås på både voksne og børn under 3 år.
Smør med cremen igen, hvis du vasker dine hænder eller hvis du har været på toilet i løbet af behandlingen. Dette skal du gøre for at opnå den fulde virkningstid.
Behandlingen kan give hudirritation. Du kan med fordel smøre med fed fugtighedscreme i dagene mellem behandlingerne.
Voksne og børn over 12 år: Der skal dagligt smøres med ca. 50 g = én bøtte.
Børn 6-12- år: Der skal dagligt smøres med ca. 25 g.
Børn 2 måneder til 5 år: Der skal dagligt smøres med mellem 10 og 25 g.
Øreskylning:
Ved ønske om øreskyl, mistanke om voksprop i øret, bedes du dryppe begge ører i minimum 3 dage, inden du har tid til øreskyl hos sygeplejersken. Du kan bruge almindelig madolie eller købe Remo-wax på apoteket.
Evt. kan du forsøge at fjerne voks selv ved at dryppe i en uge og skylle dit øre med lunkent vand fra håndbruseren.
Hvis du har høreapparat, må du først genindsætte dette, når du har fået skyllet øret, og dette er tørt igen.
Vortebehandling:
De fleste vorter forsvinder af sig selv, men det kan tage lang tid, typisk 1-2 år. Der findes en lang række behandlinger mod vorter. Alle behandlinger går ud på at ødelægge den hud, hvor virus sidder. Ingen behandlinger er 100% effektive. Hos Lægehuset i Stenløse diagnosticeres vorterne, hvorefter der tilrådes hjemmebehandling som første valg. Ukomplicerede vorter behandles ikke i klinikken.
Vortemiddel:
Ved brug af vortemiddel er det vigtigt at gøre huden blød og fjerne hård hud og døde hudceller. Det kan du gøre ved at holde hænder og fødder i lunkent vand i 5-10 minutter. Herefter skal du fjerne den hårde hud, inden du smører nyt vortemiddel på.
Salicylsyre kan anvendes til behandling af vorter. Det opløser den hårde hud.
En række forskellige ætsende vortemidler findes også i håndkøb på apoteket. Følg brugsanvisningen af disse nøje, så du ikke får sår. Det ene vortemiddel er ikke bedre end det andet. Behandling med vortemiddel bør fortsætte, indtil vorten er væk – ofte i måneder.